Min fødselsoplevelse – 3 fødsel.

Hej igen og velkommen til!

Jeg forsøger at oprette en ny blog, hvor jeg vil forsøge så vidt som muligt at være på. Jeg ved at flere har efterspurgt en eventuel blog, men jeg har bare ikke haft energien til det, nu begynder jeg endelig at mærke overskuddet og energien komme tilbage, og har derfor lyst til at forsøge igen. Men bær over med mig, hvis ikke der kommer opdateringer flere gange om ugen lol.

 

Flere har efterspurgt min fødselsoplevelse her 3 gang, og den vil jeg hjertens gerne fortælle.

Jeg havde jo nogle visioner (ret store) om hvordan min fødsel skulle forgå.. Jeg havde store planer om at skulle føde naturligt, da jeg jo havde to kejsersnit bag mig, og det derfor har været et stort stort ønske for mig, men sådan skulle det ikke være.

Under graviditeten blev jeg diagnosticeret med hyperthyroidism hvilket er højt stofskifte.. Det gav mening, da jeg på det sidste havde gået og tabt mig, havde angst, ekstrasystoler, og alt for hurtig puls, så jeg blev med det samme sat på methimazole som er stofskiftemedicin, dette var omkring uge 36. Jeg fik her at vide at det kunne være at han skulle ud før tid, hvis han ikke tog på som han skulle eller at der var andre problematikker, og jeg blev derfor tilknyttet deres high risk team fra cedars sinai, hvor jeg blev fulgt ugenligt med scanninger mv.

I uge 38 ville de have mig clearet til en vaginal fødsel fordi de ville have baby ud i senest uge 39.. Dette var dog en længere process som jeg ikke var klar over. I og med at jeg led af tachycardia og ekstrasystoler, så skulle jeg have tjekket hjertet også, og dette var jeg slet ikke med på da det ville kræve en indlæggelse, hvor jeg skulle være væk fra min søde datter. Jeg ville egentlig helst gerne bare hjem og nyde den sidste tid med min datter, inden at lillebror kom til verden, så jeg valgte at takke nej og udskrive mig selv.. Jeg følte mig efter at have læst reviews på hospitalet absolut heller ikke tryg ved at skulle føde der.

Ugen efter, kommer jeg igen til tjek, dette er i uge 39+0. Her får jeg snakket med lægen om mit ønske om at skifte hospital, da jeg meget hellere ville føde på Hollywood Presbyterian fremfor California Hopsital, og jeg får at vide at det på dette her tidspunkt godt kan blive svært, da jeg så skal finde en helt ny obgyn, men det er noget jeg er villig til, simpelthen fordi jeg gerne som fødende vil føle mig tryg, jeg får derfor udskrevet min graviditets journal, og bliver ønsket held og lykke med det hele. Her skal baby ud inden 24 timer, så vi har lidt travlt, køre hjem får en kop kaffe og drager afsted mod Hollywood Pres, hvor vi møder op på fødegangen med journal i hånden, og en forhåbning om at de vil lade mig føde der.
Herovre i USA skal man jo igennem et helvedes påstyr for at blive tilset, man skal igennem triage tale med læger mv. så vi gik igang med processen, jeg fik skiftet over til den smukke gown som man skal have på.. Jeg får målt vitals og bliver tilkoblet kurve, og så ligger jeg ellers og venter på at lægen kommer forbi.

Lægen kommer forbi efter cirka en time, og jeg overlevere min graviditets journal, og sætter hende ind i situationen.. Jeg fortæller også mit ønske om at føde almindeligt, men spørger også om hendes anbefaling, til hvad der er bedst. På det her tidspunkt er jeg nemlig begyndt at blive nervøs for en almindelig fødsel, og i sær hvis det er igangsættelse, da jeg ved at mulighederne er få, og at det er langt mere risikabelt end hvis jeg selv går i fødsel. Min læge siger så selv, at jeg skal komme tilbage dagen efter, da jeg på dette tidspunkt ikke havde været fastende og hun ville om morgenen klokken 11 am udfører kejsersnittet. Hun var glad for at jeg havde taget min journal med, da hun før havde oplevet mødre abuse dem, ved at komme ind op til en måned inden termin og påstå at de var gået to uger over, og skulle sættes igang eller ønskede kejsersnit, hvor de jo så endte med at stå med små for tidligt fødte babyer, så den eneste grund til at hun gik med til at give kejsersnit, var simpelthen fordi jeg havde mine papirer i orden.

Jeg gik derfra lidt med en følelse af at havde givet op på min fødselsdrøm, men samtidig, også en følelse af lettelse over ikke at skulle føde på California Hospital.. Vi kørte hjem og begyndte at forberede os på dagen efter, og omkring klokken 9 pm kørte vi mod motellet hvor jeg skulle pakke de sidste småting såsom tøj, bleer mv.

Klokken 8.30 næste dag ankommer vi til Hollywood Pres, hvor jeg bliver admitted, får taget vitals og kørt kurve, og derefter bliver jeg klargjort, med venflon, tøjet af og kjolen på. Klokken 10.45 kommer anæstesi lægen og præsentere sig, og forklare forløbet (som jeg jo kender) og jeg kan nu mærke at nervøsiteten er en smule overvældende og at tingene går lidt stærkt.. Jeg er ikke bange for at blive skåret i, men jeg er rædselsslagen overfor nåle, og det er faktisk det jeg frygter aller mest ved kejsersnit.

Klokken 11 am kommer min søde sygeplejerske og min mandlige sygeplejerske der er i træning og siger at det er tid til at gå ned til OR. Jeg går ud og tisser af, tager mine trusser af, får huen på og drysser derned af.
Operationsstuen ligger heldigvis som de plejer på fødegangen, så vi skal ikke gå ret langt, faktisk kun ned af gangen og til højre og så var vi der.

Jeg kysser min mand vi ses (herovre må manden ikke være til stede når spinalen skal lægges) og går med min sygeplejerske ind, hvor jeg bliver mødt af min anæstesi læge, der chit chatter lidt. Sætter mig op på bordet og får åbnet min gown for at gøre ryggen fri.

Boblende af nervøsitet får jeg fortalt min læge at jeg er bange for nåle og derfor ikke vil se noget, men lige efter kommer jeg til at kigge tilbage og ser hende med nålen i hånden mens at hun blander medicinen og det satte skrækken i kog hos mig. De beder mig om at bøje mig forover, og der brænder jeg mildest talt sammen. Af en eller anden grund, får jeg et panik anfald midt i mens at de forsøger at lægge bedøvelsen, og jeg grabber om mod min ryg for at mærke hvad hun laver, jeg begynder derefter at hyperventillere og de er nødt til at stoppe fordi det ikke er sterilt mere. De forsøger at berolige mig, men i moment er jeg faktisk klar på at de bruger fuld narkose, og forsøger at overbevise min anæstesi læge om at det er en skide god ide.. Hun fortæller hvorfor de ikke vil bruge fuld narkose, og selvom at jeg godt forstår det, var jeg på det tidspunkt så langt inde i mig selv og min panik over den stupide nål at jeg absolut ikke høre noget. De beder mig om at lægge mig, og forsøger at berolige mig, både min anæstesi læge, og min sygeplejerske som stod og holdte mig i hånden, og talte til mig. Til sidst brød lægen reglerne, og gik ud for at hente min mand, som på det tidspunkt var ved at blive lidt bange, da han havde hørt mig derinde.. Han kommer ind og sætter sig foran mig, og jeg begynder at undskylde herfra og til himlen, over at jeg ikke kan føde vores søn i dag, fordi jeg ikke tør få spinal bedøvelsen, han siger at det er helt i orden, og små griner på dette tidspunkt en smule, fordi jeg er så vanvittigt hysterisk. Jeg forsøger stadig at overbevise dem om at lægge mig i fuld narkose, men som de sagde så ville min mand ikke kunne overvære fødslen da han ville skulle ud.. Dette hører jeg igen selvfølgelig ikke, og jeg er faktisk på det tidspunkt lidt ligeglad, jeg hyperventillere stadig, og fortæller at det er fuld narkose eller at kejsersnittet er aflyst. Lidt efter kommer min læge over til mit hoved og fortæller at hun vil give mig et skud beroligende, og et halvt minut efter begynder det hele at snurrer, min mand sidder foran mig og holder mine hænder, og der står 4 mennesker bagved mig, og holder fast så jeg ikke kan bevæge mig, jeg mærker et lille niv, og kort efter fortæller min læge at bedøvelsen er lagt, og begynder at lægge mig ned, dette kunne jeg godt mærke da det blev helt varmt i benene, og jeg blev en kende flov og fik spurgt ”var det, det?” og det var det. Min anæstesi læge begynder kort til efter at gå og skrappe op om at hun vil have babyen ud NU, da hun havde givet mig beroligende, som helst ikke skulle nå den lille, så inden at jeg får set og tænkt mig om (jeg lå og halvsov) hører jeg vandet gå, mærker et pres på maven, og hører de første spæde skrig. Dér går det op for mig at lille Hayden er ude, og jeg ligger febrilsk og forsøger at kigge over til ham.. Jeg ligger heldigvis med udsyn til børnebordet, hvor min mand og sygeplejerskerne står, og min mand kommer over kort efter og viser mig de første billeder af ham der.. Og sikke en smuk lille fyr. Det første jeg lagde mærke til var hans næse, den var nemlig kæmpe stor… Altså kæmpe stor i forhold til mine to andre, men han var meget vel propotioneret, og var simpelthen så fin og smuk. De kommer med hans vægt og længde 7 lbs 10 oz og 20,5 inches long. Dvs. 3470 gram og 51 lang. De kommer over med ham efter at han er rengjort, og jeg får lov til at kysse ham, og sige hej. Jeg var stadig noget påvirket af det beroligende, så jeg kunne ikke holde ham.. Samtidig havde mine postpartum chills sparket ind, så jeg rystede derfor som en vanvittig. Min mand spørger om det er okay at han går med Hayden ned på opvågning, og selvfølgelig var det det, så afsted drager de, og jeg bliver syet sammen, får snakket og undskyldt til min anæstesi læger, og vi går sammen igang med at finde navne med H (min mand havde nævnt at Hayden var noget han synes var fint, og vi var enige) så vi gik ind og kiggede navnebetydning, og snakkede om løst og fast indtil jeg var færdig og blev kørt ned til recovery.

Hayden var en smule påvirket af det beroligende jeg havde fået, og lå det første døgns tid og rystede med mellemrum, men var ellers fin.

 

Jeg var oppe og gå efter cirka 23 timer (hospital policy siger 24) og jeg var hjemme efter to dage.. Denne her gang var kejsersnittet mere smertefuldt efterfølgende, og jeg tror at det var fordi der gik så lang tid inden jeg kom op og gå. Jeg fik en bellybinder på hvilket har hjulpet med at få maven til at falde, og ved udskrivning fik jeg en fin bletaske, og 3 pakker bleer.. (noget de altid giver herovre).

Smertemæssig kunne jeg bevæge mig rundt uden hjælp efter cirka 5 dage, og jeg var efter en uge 90 procent smertefri, pånær lidt brænden og strækken i arret.

 

Man siger at ingen fødsler er ens, og det må jeg erkende at de ikke er, ikke engang når man får kejsersnit. Første kejsersnit var ok.. Jeg var nervøs for nålen men jeg fik den lagt og det var det.. Anden gang gik fint, de fik bedøvelsen lagt uden problemer.. 3 gang, brændte jeg sammen.

 

Tak fordi i læste med.